Metal Storm logo
Angantyr - Hævn lyrics



Tracks



01. Et Varsel Om Død

Et varsel om død, til kyst bliver drevet af fygende storm
Tråden knækkes af klippe og hav
En thul til stranden går for tømmer at samle
Et varsel om død, båret af blæst

Sejl I revfyldte vande flænses på langs
Bølgeganger brydes
Ofret bliver fæ for Ægir at mildne
Greip tager fat

Stemmer af rædsel og frygt for Ran forsvinder i stormen
Skæbner til havs forgår
Thul på strand ser fredfyldt til da boven brydes
En kriger fra havet skal komme

Bølgeslag omkringvender skibet
Arngrim kastes til havs
Verdandes tråd flosses
Men liv bliver holdt ved lige af tanke
På slægtens stolthed og hævn

Sønderslagen krop på strand opskylles
Landet mærker Arngrims komme
Ved thulens ord han vågner
”Du er ventet”

02. Thulens Ord

I en drøm for længe siden så jeg en fremtid
Et skib skulle kæntre, en kriger kom fra havet

I landet hersker ufred blandt mænd
Glemt har de fordums pragt
Til korset er mange vendt
Men skjult er folk af skoven
Der ej har glemt den gamle sæd

Tager du ved fuldmåne de glemte stier
Med stolthed i hjertet og fortid i hu
Lytter du til skovens stemme
Med åbent sind

Vil du finde vejen gennem tågernes land
Folket i det glemte tørster efter hævn
De vil lede dig på vej

Men lad dit navn være ukendt
Til den nat du betræder tågernes dal
Da skal din slægt få oprejsning
Og det gamle folks hævntørst vil slukkes

03. Baghold

Vind slår om i nord
Frostkold sol står op
I skovbryn et baghold lægges
Stimand fanges skal
Rygter om kættersk opstand er nået byens ører
Lysets løgn skal styrkes med mandebål på bytorv

Stimand nærmer sig skoven med lang natfærd bag sig
Ænser ej den ventende fjende
De gamle stier han søger, den glemte vejs ende
Begyndes skal den sidste krig
Og magtgale folk bringes i knæ

Vislen af pile omkring stimanden høres
Kniven trækkes og skjul bliver taget
Fem mænd i byens dragt med sværd og buer
Nærmer sig i stilhed
Til kamp gør manden klar, øjner ingen flugt
Klarer så sit sind og lytter gennem disen
Stemmer på et ældet sprog hvisker ud af tågen
Galder over stål

De første to går til angreb
Sværd er kniv overlegent
Hug sættes in mod skulder og ben
Men stålet mærkes ej

Fingerstrøg af rim, berørt har stålet
Evne til skade at forvolde, disen har stjålet
Betvingeren af stål undslipper bålet

Fem folk på flugt, usårlighedens ham de frygter
Af blind overtro smittet, om djævelskab fortælles
En fylking skal samles, marchere under kors
Frygten for opstand de vil slå ned
Med eventyr om guddom

04. Tågefolket

Med syn for sag han går til skovs
Såret blev han ej
Klinger fem af stål gav hug
Kraft i jern berøvet var

Ventede ej at tågen blev en frænde
Vidste ej en sådan ting kunne hænde
Thulens ord fik ny betydning
Det gamle folk ej levende var

En kraft han mærker ved elvens bred
Stammer ni står i kreds blandt høje
Træer tætte vokser til for hans blik
I midten står han nu fanget

Ventede ej at skoven blev en fjende
Vidste ej en sådan ting kunne hænde
Med tanke på sin æt han trækker stål

Tåge vælder frem af høj
Skygger bryder ud af træ
Stammer ni nu står som skygger
Det gamle sprog når atter øren

”Dalens sti fandt dine øjne
Du kom fra fremmed havn
Glemmes skal lysets løgne
Vandrer sig os dit navn”

Sit navn han gav til tågens folk
Og svor en ed i blod
Smed knivens blad i skovens muld
Og trak op et sværd

Ventede ej at tågen blev en frænde
Vidste ej en sådan ting kunne hænde
Thulens ord fik ny betydning
Det gamle folk var nu hans æt

05. Danermordet

Kaldt til tinge alle Danere
Stormænd fra nord rider ind
Går til sals under prægtige faner
Høvisk tale fylder alles sind

Fredfyldt går forhandling om jord og titler
Familiers sår bliver lægt, og stride glemt
Alliancer bliver smedet og æresord bliver givet
Mjød i mange mål forsegler denne dag

Månen bryder frem ved ulvehyl
Skyggerne af mange krigere falder på langild
Tingsal bliver besat af griske folk og stål føres til nid

Danermordet – Kujonens hånd skælver
Danermordet – En uværdig dåd

De fleste slogs til jorden
Endnu før de våben trak
Søn og kvinde kom til hjælp forgæves
Viste nidfolk stedet hvor resten var

Døren sparket ned til barneskrig
Håbene blev knust som hovedskaller små
Kvinderne trak våben men evnerne var få
Snart lå lig i dynger og sal i flammer stod

Ud af flammer en skikkelse løb
Forbrændt og såret
Flygtede fra mordsal med liv i bug
Hævnen havde hun i hu

06. Fødslen Og Byttet

Fortabt og alene flygter hun gennem fyr

Ætten hendes myrdet blev
Af nidfolk der ryggen har vendt
Til den gamle tro på det gamle folk
Mærke kan hun, at barnet snart til verden vil komme
Skjul hun bygger ved brusende elv
Gør sig klar til fødsel i smerte
Beslutsom hun sværger en ed

Ved alverdens ukendte kræfter
Skal jeg bringe liv til dette barn
Berette ham om ættens ære
Så han en dag kan disse mord hævne
Fødselsskrig nu høres fra både kvinde og spæd
Skovbarn I elv bliver viet til fortids sæd
Støv fra skovbund samles
En skygge træder frem
En stemme skabt af vinden
Blæser gennem løv
Forfærder kvindens øren

”Gamle tiders æt fødes nu på ny
Barnets liv har du til skoven viet
I bytte vi bringer dig krigeren fra havet
Sammen skal i samle en hær af trofast folk”

Grådkvalt hun giver bort sit barn

07. Blod For Blod, Liv For Liv

Forbund er blevet dannet
Krigeren fra havet og skovbarnets moder

Sammen de går fra gård til gård
Trofast folk søger
Hævnens ild brænder i dem begge

Snigmord på Danernes ledere
Nid mod folkets æt
Forræderi og hunger efter guld
Blod for blod og liv for liv

Gammel gæld skal betales
Sydpå tager de af sted

Vejrbidt lille gård mellem skov og strand
Besøges nu af oprørets folk
Ved bålet sidder thulen og venter
Stegeben og mjød bydes Arngrims mænd
Og siddeplads tildeles
Thulen rækker Sigyn en stav af bøg
Og vinden stilner af

Runer er ristet i staven
Fortæller om den gamle sæd
Og det nye kapitel
I historien om tågens folk

Alliancerne er mange hos folket fra nord
Alle er de sammenbundne af søgen efter hævn

Et smykke gives til Arngrim
Symbolet på krig
Lad dette være navnet
På sværd du trak af skov

Alliancerne er mange hos folket fra nord
Alle er de sammenbundne af søgen efter hævn

Tiden er nu kommet for blod at spilde
For liv at ende, for nidgæld at betale
Tågens folk skal lede vores vej